Jelling Musikfestival 2025
233D
18T
15M
47S
Tilføj til kalender

Jelling Sparekasses Fond bidrager med 500.000 kr. til køb af Byens Café

Den store donation er med til at sikre rammerne for kulturen og fællesskabets fortsatte udfoldelse i Byens Hus.

26. september 2024

Ved årsskiftet købte fonden bag Jelling Musikfestival den andel i Byens Hus, der rummer Byens Café, som siden begyndelsen har været omdrejningspunkt for koncerter, foreningssammenkomster, ølbrygning og hyggelige stunder i huset.

Nu har Jelling Sparekasses Fond besluttet at bidrage med 500.000 kr. til handlen for at bakke op om at sikre rammerne til de mange gode frivillige og kulturelle aktiviteter i Byens Café.

Jelling Sparekasses Fond uddeler afkastet fra fondens grundkapital til projekter og gode idéer i Jelling og omegnsbyerne fire gange om året. Alt sammen med den målsætning, at bygge videre på grundværdierne fra Jelling Sparekasse: Ansvarlighed, frivillighed og nytænkning.

De samme ambitioner for byen går igen hos Jelling Musikfestival, og derfor var et samarbejde om handlen naturlig.

Om donationen fortæller sparekassefondens formand Erik Bendixen:

”Jelling Sparekasses Fond værner om byens stærke fællesskabsværdier og støtter projekter, der gør Jelling spændende at bo i. Derfor lå det lige til højrebenet for os at bakke op om at bevare Byens Café som en kulturel ramme i Jelling, hvor den frivillige indsats, sammenholdet og fællesskabet fortsat kan udfolde sig.”

Jelling Musikfestivals direktør Line Mosfelt siger om den store donation:

”Vi er meget glade for opbakningen, dels fordi Jellings kulturudbud står stærkere, når flere bakker op. Og dels fordi sparekassefondens donation understreger den stærke holdånd i byen, der altid har gjort Jelling til noget særligt.”

Overtagelsen medfører ingen ændringer i det nuværende setup omkring caféen, men giver de involverede foreninger og aktører mulighed for at fortsætte det gode arbejde.

Om Jelling Sparekasses Fond

Jelling Sparekasses Fond blev stiftet den 10. januar 2007 af Jelling Sparekasse i forbindelse med sammenlægningen med Den Jyske Sparekasse.

Fondens grundkapital er på 55,6 mio. kroner. Afkastet af grundkapitalen udloddes.

Fællesskabet er allerede igang - vær med her