Fang din billet til fællesskabet 🛫
Festivalgæster og samarbejdspartneres fælles indsats støtter fem vigtige formål med næsten 385.000 kr.
26. oktober 2024
En brik på en bankoplade, en skål til en fællesspisning eller, vupti, et genbrugskrus i en container. Selv små handlinger på Jelling Musikfestival har stor effekt, når fællesskabet bakker op.
På og omkring festivalpladsen vrimler det med aktiviteter og samarbejder, hvor deltagelse i løjerne bidrager direkte til at uddele overskud til vigtige formål, der sætter fart på fællesskabet året rundt.
En del af overskudsmidlerne bliver uddelt direkte fra frivillige og gæsters stærke indsats, f.eks. i form af pantdonationer eller fællesmiddag af overskudsråvarer. En anden del af midlerne bliver uddelt til hjertesager, som festivalen deler med gode samarbejdspartnere.
I år udløser Fælles Skaber Vi-aktiviteterne i alt 384.715 kr. til 9 gode formål.
Uddelingerne er en forsmag til den egentlige uddelingsrunde, hvor godkendelsesværdige foreninger og organisationer kan søge om midler til projekter.
Ansøgningsvinduet er åbent lige nu og frem til 29. oktober 2024. Herefter mødes et uddelingsudvalg nedsat til formålet og vurderer ansøgningerne ud fra festivalforeningens formål.
Endeligt skal ansøgninger og formål godkendes af SKAT, før midlerne kan uddeles, hvilket forventeligt sker i løbet af de første måneder i 2025.
Det store fællesskab, det gode naboskab og de nære venskaber sørger for, at vi har det godt – alle sammen. Derfor støtter festivaloverskuddet indsatser, der gør fritiden sjovere, skaber nye mødesteder, åbner fællesskabet for flere og sænker de alt for præstationspressede skuldre en anelse.
De seneste 3 år har Jelling Musikfestival skabt et overskud til uddeling på mere end 17 millioner kr. og samlet over årene uddelt ca. 54 millioner kroner til vigtige almennyttige og velgørende formål. Sidste år gik pengene til alt fra terapiheste, rollespilskæmpere og unge kunstildsjæle til hjælp til sårbare unge og håndsrækninger til fællesskabets randeksistenser.
28.-31. maj 2025 fejrer vi igen fællesskabet, når den 35. Jelling Musikfestival brager festivalsommeren i gang i Kr. Himmelfartsferien.
Nedtællingen er i fuld gang, og inden billetsalgsstarten online d. 1. december kl. 0.00 bliver de første navne offentliggjort.