Billetsalget begynder 1. december
Jelling Musikfestival 2025
209D
15T
13M
27S
Tilføj til kalender

Festivalfællesskaber sender 385.000 kr. til gode formål

Festivalgæster og samarbejdspartneres fælles indsats støtter fem vigtige formål med næsten 385.000 kr.

26. oktober 2024

En brik på en bankoplade, en skål til en fællesspisning eller, vupti, et genbrugskrus i en container. Selv små handlinger på Jelling Musikfestival har stor effekt, når fællesskabet bakker op.

På og omkring festivalpladsen vrimler det med aktiviteter og samarbejder, hvor deltagelse i løjerne bidrager direkte til at uddele overskud til vigtige formål, der sætter fart på fællesskabet året rundt.

En del af overskudsmidlerne bliver uddelt direkte fra frivillige og gæsters stærke indsats, f.eks. i form af pantdonationer eller fællesmiddag af overskudsråvarer. En anden del af midlerne bliver uddelt til hjertesager, som festivalen deler med gode samarbejdspartnere.

I år udløser Fælles Skaber Vi-aktiviteterne i alt 384.715 kr. til 9 gode formål.

  • Det traditionsrige madspildsarrangement, hvor både overskudsmadvarer og drikke trylles om til en lækker buffet og sælges, kastede i år 50.000 kr. af sig til Kirkens Korshærs varmestue i Vejle.

  • Festivalgæster kunne igen i år aflevere krus/kander i Middelfart Sparekasses containere ved indgangene. Indsamlingen indbragte 31.935 kr. til Ensomhed Danmark og deres fælles gåture mod ensomhed.

  • I merchandiseshoppen på festivalpladsen strøg bøllehattene af hylderne i majsolen. Salget støttede Kræftens Bekæmpelses kampagne Kræft Er Ikke For Børn, der i alt modtager 22.780 kr.

  • Et tætpakket Søpavillonen sitrede af tilbageholdt åndedræt og jubelbrøl søndag, da et bankoarrangement resulterede i 18.000 kr. til ungerådgivningsplatformen Headspace.

  • Efter støvet havde lagt sig gik festivalens partnerfællesskab Walk 100 For Fun af stablen, der sikrede 11.000 kr. til Højagercentrets Vennekreds.

  • Go’on donerer 35.000 kr. til musikalske opture til brugerne Kirkens Korshærs Varmestue.

  • Ejner Hessel donerer 16.000 kr. til Skyggebørn.

  • Børns Vilkår modtaget 100.000 kr. som en del af Vejle Boldklubs kamp for bedre børnetrivsel. 

  • Børnehjælpsdagen er støttet med 100.000 kr. som led i samarbejdet med bevægelsen Den Gode Gerning.

 

Fra fællesskabet til fællesskabet

Uddelingerne er en forsmag til den egentlige uddelingsrunde, hvor godkendelsesværdige foreninger og organisationer kan søge om midler til projekter.

Ansøgningsvinduet er åbent lige nu og frem til 29. oktober 2024. Herefter mødes et uddelingsudvalg nedsat til formålet og vurderer ansøgningerne ud fra festivalforeningens formål.

Endeligt skal ansøgninger og formål godkendes af SKAT, før midlerne kan uddeles, hvilket forventeligt sker i løbet af de første måneder i 2025.

Det store fællesskab, det gode naboskab og de nære venskaber sørger for, at vi har det godt – alle sammen. Derfor støtter festivaloverskuddet indsatser, der gør fritiden sjovere, skaber nye mødesteder, åbner fællesskabet for flere og sænker de alt for præstationspressede skuldre en anelse.

De seneste 3 år har Jelling Musikfestival skabt et overskud til uddeling på mere end 17 millioner kr. og samlet over årene uddelt ca. 54 millioner kroner til vigtige almennyttige og velgørende formål. Sidste år gik pengene til alt fra terapiheste, rollespilskæmpere og unge kunstildsjæle til hjælp til sårbare unge og håndsrækninger til fællesskabets randeksistenser.

JMF25 er lige om hjørnet

28.-31. maj 2025 fejrer vi igen fællesskabet, når den 35. Jelling Musikfestival brager festivalsommeren i gang i Kr. Himmelfartsferien.

Nedtællingen er i fuld gang, og inden billetsalgsstarten online d. 1. december kl. 0.00 bliver de første navne offentliggjort.

Fællesskabet er allerede igang - vær med her