Du kan stadig nå en dagsbillet! 🪩
De uofficielle jyske mestre i skrammelrock, Padlock Chain, fejrer i år deres 30 års jubilæum. I den forbindelse vender de fire venner tilbage til Jelling Musikfestival, hvor de indtager Alfreds søndag klokken 1945.
”Første gang, vi spillede på Jellings festival, var det også netop på Alfreds. Så det bliver som at vende hjem igen. Vi ved jo, hvor gode og venlige og glade, folk i Jelling er. Festen i Jelling er simpelthen bare bedre! Vi elsker at feste og lege sammen med publikum. Vi kan næsten ikke vente,” siger forsanger Peter Friis Autzen.
Padlock Chain er berygtet for deres smittende spilleglæde og afvæbnende uhøjtidelighed. De hylder deres største idoler og yndlingsrock ved at spille musikken med en energi, der får sveden til at sprøjte og øllen til at skumme.
”For os handler musik mest om energi og glæde. Så vi fokuserer ikke så meget på firestemmigt kor og komplicerede akkorder. Rock er en fest, og skrammelrock er end endnu bedre fest. Vi glæder os som fire sultne teenagedrenge udenfor en bagerbutik,” siger Peter Friis Autzen.
En koncert med Padlock Chain kan føre langt omkring. Måske lidt AC/DC, lidt D-A-D, lidt ZZ Top, lidt Magtens Korridorer, lidt Joan Jett, lidt Gasolin, lidt af dit og lidt af dat.
”Vi lægger os sjældent helt fast på en sætliste. Vi føler os lidt frem og tager gerne imod forslag,” siger guitarist Lars Dreymann.
Padlock Chain er og har altid været: Christian Mørch på trommer, Kenneth Madsen på bas og kor, Lars Dreymann på guitar og kor samt Peter Friis Autzen på sang og mundharpe.