Spar 500 KR. på din partoutbillet de første 24 timer 🕺
TopGunn og Folkeklubben: Dobbeltbrag åbner billetsalget til Jelling 2027
Ingen billetlancering uden et brag. Og i år skydes billetsalget til Jelling 2027 i gang med to af slagsen.
17. september 2026
Når billetterne til næste års festival stryger afsted 1. oktober og fællesskabet begynder at tage form, bliver det vanen tro krydret med en forsmag på dét, vi samles om på grønsværen i Jelling.
TopGunn sparker billetsalget i gang med en unik koncert i Bygningen, Vejle, kort før hans karrieres største show i Royal Arena.
Samtidig får Folkeklubben taget til at lette i Byens Hus i Jelling, når de vender tilbage med deres slagsange for fællesskabet.
”Når billetsalget åbner, begynder vi at glæde os sammen, og det kan vi godt lide at markere ved at mødes om musikken og festivalstemningen. Derfor er vi vanvittigt glade for, at vi i år kan skyde gang i billetsalget med to navne, der sprænger rammerne i både Bygningen og Byens Hus,”
siger festivalens programchef Gaute Parbo Niemann.
Når Jelling slår portene op til sommeren d. 27.-30. maj 2027 er begge artister naturligvis også på plakaten.
Billetsalget til begge 1. oktober-koncerter åbner fredag d. 18. september kl. 10.00.
TopGunn varmer op til Royal Arena med unik koncert
Efter at have tilbragt mere end et årti i rotation på klubben, streamingtjenesterne og toppen af hitlisterne står TopGunn – Oliver Gammelgaard – klar med sit største show nogensinde, når han 17. oktober indtager Royal Arena.
Midt i prøverne trækker TopGunn stikket i øvelokalet for en aften og tager turen til Vejle, hvor publikum i Bygningen kan opleve ham og hans kæmpe hitkatalog helt tæt på.
Som én af hovedkræfterne bag genopfindelsen af dansk rap og dancehall har TopGunn skabt sit eget univers og stået bag en stor del af sangskatten, der definerede dansk populærmusik i 2010'erne og 2020'erne.
Historien kulminerer, når han 17. oktober tager skridtet op på sin hidtil største scene i Royal Arena.
Men først: Vejle d. 1. oktober
Og timingen kunne næsten ikke være bedre. 25. september lander TopGunns nye album. 10. oktober er der premiere på den nye store tv-satsning ’Simon Siger’ med TopGunn på deltagerlisten.

Folkeklubben vender tilbage til Jelling med poetisk fællessang
Uanset hvor de står – på et intimt spillested eller en stor festivalscene – drager Folkeklubben publikum helt ind i kernen.
Derfor bliver det også et fuldendt gensyn, når Folkeklubben vender tilbage til Jelling: Først i de nære rammer i Byens Hus 1. oktober, hvor de før har brilleret, og siden et comeback på Jelling Musikfestival efter fem års fravær.
Folkeklubben står stærkere end nogensinde med det seks album store bagkatalog, der favner generationer i alle aldre:
Fra Suspekt-publikummet og sangen ’Danmark’ over højskolesangbogen og ’Fedterøv’ til X-faktor og ’Sort Tulipan’. En poetisk, guitarbåren rockfest med tråde til både Gasolin og CV Jørgensen.
Bandets faste trio-stamme Kjartan Arngrim, Rasmus Dal og Rasmus Jusjong har gennem 16 år holdt fast i musikken som det naturlige fokus og besidder en unik evne til at beskrive den tid, vi lever i. Hver koncert og udgivelse høster nye medlemmer til den konstant voksende klub.
Quiz med eller stem på festivaløl
Begge koncerter bliver suppleret med events, der skruer forventningsglæden til næste års festival i vejret.
I Vejle er der stærke festivalpræmier på højkant til en times festlig musikquiz m. Fjord & Planks fra kl. 17-18 d. 1. oktober. Fri adgang for alle.
I Byens Hus i Jelling kan kræsne ganer fra kl. 15-18 deltage i årets øl-valg og smage sig igennem 3 forskellige bud på årets Anarkist Jelling Edition og stemme på den øl-variant, der skal i hanerne på festivalen 2027.
BILLETSALGET ÅBNER SNART
TopGunn og Folkeklubben er de første navne på plakaten til Jelling Musikfestival 2027.
Flere navne bliver offentliggjort inden billetsalget åbner 1. oktober kl. 10