Billetsalget til JMF26 er i gang!

Sænk skuldrene, løft blikket og tag del i fællesskabsfesten 🪩

Jelling Musikfestival 2026
204D
12T
00M
57S
Tilføj til kalender

Små handlinger – stor effekt: Festivalfællesskaber sender 184.685 kr. til gode formål

Festivalgæster og samarbejdspartneres fælles bidrag støtter syv vigtige formål med 184.685 kr.

26. oktober 2025

En bankoplade, en skefuld overskudsmad eller et genbrugskrus, der ryger i den rigtige container. På Jelling Musikfestival skal der ikke mere til – fællesskabet gør resten og tryller små handlinger om til store bidrag.

På og omkring festivalpladsen vrimler det med aktiviteter og samarbejder, hvor deltagelse i løjerne bidrager direkte til at uddele overskud til vigtige formål, der sætter fart på fællesskabet året rundt.

En del af overskudsmidlerne bliver uddelt direkte fra frivillige og gæsters stærke indsats – f.eks. gennem pantdonationer, fællesmiddag af overskudsråvarer eller salg af merchandise.

En anden del af midlerne bliver uddelt til hjertesager, som festivalen deler med gode samarbejdspartnere.

I år er det samlede beløb 184.685 kr., og her er fordelingen:

  • Banko skabte både hygge og håb – og sikrede 20.000 kr. til Alzheimerforeningen, som arbejder for bedre vilkår for mennesker med demens og deres pårørende.
  • I merchandiseshoppen på festivalpladsen strøg bøllehattene af hylderne i majsolen. Salget støttede Kræftens Bekæmpelses kampagne 'Kræft Er Ikke For Børn', der i alt modtager 30.000 kr.
  • Walk 100 for Fun forvandlede skridt til støtte – og indsamlede 20.000 kr. til Højagercenterets Venner, som skaber liv og aktiviteter for ældre.
  • ”Sådan har jeg det” satte fokus på mental sundhed og donerede 10.000 kr. til Psykiatrifonden, der arbejder for bedre psykisk trivsel i Danmark.
  • Madspildsmiddagen blev et stærkt symbol på fællesskab og ansvar – og sikrede hele 60.000 kr. til Kirkens Korshærs Varmestue, som hjælper udsatte og hjemløse.
  • Pantdonationerne blev til 24.685 kr. til Gadens Stemmer, der giver tidligere hjemløse og misbrugere en stemme og en ny vej frem.
  • Ejner Hessel bidrog med 20.000 kr. til Skyggebørn, som støtter børn og unge i sorg.

Ansøgningsfristen for næste års uddelinger er i morgen den 27. oktober.

Har du et projekt, der skaber værdi for fællesskabet? Så er det nu, du skal søge - gå til ansøgningssiden her.

 

Fra fællesskabet til fællesskabet

Uddelingerne er en forsmag til den egentlige uddelingsrunde, hvor godkendelsesværdige foreninger og organisationer kan søge om midler til projekter.

Ansøgningsvinduet er åbent lige nu og frem til 27. oktober 2025 kl. 13. Herefter mødes et uddelingsudvalg nedsat til formålet og vurderer ansøgningerne ud fra festivalforeningens formål.

Endeligt skal ansøgninger og formål godkendes af SKAT, før midlerne kan uddeles, hvilket forventeligt sker i løbet af de første måneder i 2026.

Det store fællesskab, det gode naboskab og de nære venskaber sørger for, at vi har det godt – alle sammen. Derfor støtter festivaloverskuddet indsatser, der gør fritiden sjovere, skaber nye mødesteder, åbner fællesskabet for flere og sænker skuldrene en anelse.

JMF26 er lige om hjørnet

21.-24. maj 2026 fejrer vi igen fællesskabet, når den 36. Jelling Musikfestival brager festivalsommeren i gang.

Nedtællingen er i fuld gang, og du kan fange din billet her.

Fællesskabet er allerede igang - vær med her