Du kan stadig nå en dagsbillet! 🪩
Fire unge talenter viser kvaliteten i det syddanske vækstlag, når de dyster om at vinde Quasar Live 2026 – den sidste omgang af talentforløbet under det navn.
05. maj 2026
Pop, techno, indiefolk og elektroniske toner strømmer ud over scenekanten, når fire vidt forskellige bands konkurrerer om at blive årets Quasar-vinder: Den sidste af sin slags inden talentforløbet snart bliver relanceret under nyt navn og i nye rammer.
Efter at have spillet koncerter på den netop overståede, aarhusianske branchefestival SPOT, står det stærke, varierede finalefelt klar til at erobre Jelling Musikfestival fredag d. 22/5.
Talenterne indtager Tribunen med hver deres showcase-koncert fra kl. 11.40, før vinderen afsløres kl. 14.05.
Chross er en dansksproget duo, der bevæger sig i krydsfeltet mellem pop og det eksperimentelle med en blanding af elektroniske og akustiske elementer. Duoen barsler med deres første EP, ’For At Komme Videre’, og tager materialet med til Jelling.
Lykke er et dansk indie-folk-projekt med sangskriver Lykke Pilgaard, der skriver i et sanseligt, dansksproget univers med plads til både ærlighed og kant. Hun har allerede markeret sig live på bl.a. SPOT Festival 2025 og en Danmarksturné efter udgivelsen af debutalbummet ’Et Ulykkeligt Liv’ sidste år.
Lina Agger leverer nutidig pop med legende beats og sårbarhed pakket ind i kraftfulde arrangementer. Den 21-årige sangerinde fra Brande skriver om ungdomslivets op-, ned- og byture og er kendt for koncerter, der både føles intime og fællesskabende.
drømmeganger blander pop, rock og techno i et genrebrydende liveshow med dansksprogede tekster, intense rytmer og markante øjeblikke. Bandet er stadig helt nyt på udgivelsesfronten, men satser på at gøre indtryk i nuet – uden bagkatalog, kun energi og nærvær.
Quasar har i to årtier været Jelling Musikfestivals talentforløb og har bidraget til at sende navne som Kalaset, Bænch, The Boy That Got Away, Fraulein og Split:ted videre på vejen ind i musikbranchen.
Efter finalen på Jelling Musikfestival 2026 får forløbet imidlertid et helt nyt navn og et nyt ståsted, når Jelling Musikfestival og spillestedet Bygningen i Vejle går sammen om et fælles talentudviklingsprojekt, der skal løfte arven videre i en ny ramme.
”Quasar skifter navn og flytter ind i nye omgivelser i Vejle, hvor vi for alvor kan udbygge indsatsen for regionens talenter. Vi kan ikke sige så meget om forandringerne lige nu, men selve talentforløbet kommer til at ligne det nuværende – bare med endnu bedre mulighed for at slå rod i musikbranchen. Unge talenter kan roligt tilmelde sig, når vi inden længe åbner for ansøgning til et nyt forløb under et nyt navn,”
fortæller Quasar-projektleder Jakob Kromann Gallop.
Dermed bliver årets Quasar-finale også et farvel til konkurrencen i dens nuværende form.
Publikum på Jelling kan være med til at sende Quasar afsted mod stjernerne ved at opleve næste generation af navne, før talentforløbet genopstår i en ny udgave.
kl. 11.40 - 12.00 Chross
kl. 12.15 - 12.35 Lykke
kl. 12.50 - 13.10 Lina Agger
kl. 13.25 - 13.45 drømmeganger
kl. 14.05 - Annoncering af vinderen