Jelling Musikfestival 2025
363D
08T
00M
55S
Tilføj til kalender

Mød årets konferencierer: Nye og kendte ansigter tager publikum i hånden

Tag godt imod: Et skarpt hold af musikkyndige skikkelser, der står klar til at navigere publikum gennem Jelling-programmet.

09. maj 2024

Festivalens ankermand Anders Breinholt vender naturligvis tilbage i 2024. Som radio-, tv- og podcastvært og konferencier på Jelling Musikfestival er Anders Breinholt et usvigeligt sikkert kort med sans for at sætte ord på store stemninger og puste til fællesskabets flammer. Siden 2014 har han været et fast holdepunkt på festivalens Store Scene, hvor hans stemme og kyndige rammesætning for koncerterne efterhånden er blevet synonym med glædesbrøl fra publikum.

Det nye ansigt i klassen er Sofie Linde, der i årevis med hjertevarme og humor har præget danskernes tv-skærme, bl.a. i førersædet på den følelsesmæssige rutsjebanetur for deltagere og dommere i X Factor. Hun har været med til at tilføje åbenhed, nysgerrighed og farverigdom til den offentlige tone i Danmark, som hun tager med ind i konferencierrollen på Jelling Musikfestival. Sofie Linde indtager Teltscenen, der i år undergår en gennemgribende forvandling – ikke ulig et vist sommerhus på Langeland.

Frank Damgaard med det folkekære tilnavn Megabody flytter ind på Alfreds, og hans klippefaste værtskab flytter med. Både på og bagved scenen er Frank Megabody en fantastisk kapacitet – ikke bare i Jelling, men på hele den danske festivalscene, hvor han med over 30 års erfaring kender Gud og hvermand. I år flankeres Megabody af den erfarne Alfreds-konferencier Mikkel Blauenfeldt, der svinger taktstokken i det populære telt torsdag d. 23. maj.

Den lokale helt Daniel Hoff er et multitalent, der kombinerer sine evner som influencer, komiker og standupper med musikalsk vid i rollen som konferencier – krydret med en befriende ærlighed om sig selv, der lægger en inviterende atmosfære over Tribunen.

Koldingenseren Peter Beierholm har været med i Jelling Musikfestival næsten fra begyndelsen, hvor han har udfyldt et hav af funktioner og siden 2017 har været konferencier. Den årelange erfaring og et mangeårigt virke som skuespiller og storyteller gør Peter Beierholm til en helt naturlig vært på Søpavillonen, der et centralt arnested for festivalens kerneværdier og historie.

Fællesskabet er allerede igang - vær med her