Jelling Musikfestival 2025
305D
05T
34M
52S
Tilføj til kalender

Donation fra festivalgæster og artister varmer op til jul

Thomas Helmig, Medina, Suspekt og Anders Breinholt uddeler sammen med festivalens gæster 450.000 kr. til gode juleformål.

14. december 2023

I år har Jelling Musikfestivals gæster, frivillige og samarbejdspartnere skabt et rekordstort overskud, der rub og stub skal uddeles til almene og velgørende formål.

Op til jul får en række udvalgte formål en ekstra varm håndsrækning i den kolde tid.

Nogle af de optrædende artister på dette års festival har hjulpet med at udpege formål, der gavner dem, der har det allersværest i julen. Samlet set går 450.000 kr. af festivalgæsternes overskud til juleuddelinger.

    • Thomas Helmig spillede før 2023-festivalen en gratis koncert for frivillige og lokale. Han har udpeget TUBA til at modtage 100.000 kr. TUBA rådgiver og støtter unge af forældre med alkohol- og misbrugsproblemer.

    • Medina samlede hele festivalpladsen til en fest fuld af følelser, og peger på Røde Kors som modtager af 100.000 kr. til deres arbejde med at hjælpe børn i Gaza.

    • 1. december sendte Suspekt under deres koncert i Byens Hus i Jelling 100.000 kr. til Red Barnet.

    • Konferencier på Store Scene Anders Breinholt uddeler 100.000 kr. til Julemærkefonden. Organisationen driver Julemærkehjemmene, der året rundt kæmper imod ensomhed hos børn og unge.

Udover artisternes udvalgte formål går 40.000 kr. til at støtte Broen Vejles julefest 17. december for udsatte børn og unge.

Slutteligt støtter festivalen Dansk Folkehjælp med 10.000 kr. til deres uddeling af julehjælp.

”Hele meningen med Jelling Musikfestival er, at fællesskabet giver tilbage til fællesskabet. Det bliver ekstra meningsfyldt i år, hvor fire af dem, der gjorde JMF23 til noget særligt, hjælper med at sende overskudsvarme til dem, der trænger mest op til jul,”

siger festivalens direktør Line Mosfelt.

Rekordoverskud giver ringe i vandet

I alt skabte JMF23 et rekordstort overskud på 8 mio. kr. En del af pengene bliver uddelt til fx juleformål, men størstedelen af overskudsmidlerne bliver uddelt vha. ansøgninger fra foreninger og organisationer. I november var der frist for ansøgninger.

Et uddelingsudvalg udpeger de formål, der i år skal støttes. Endeligt skal formålene godkendes af Skat, inden midlerne kan sprede fællesskab som ringe i vandet fra festivalen.

Fællesskabet er allerede igang - vær med her