Partoutbillet – udsolgt


Snup en dagsbillet:
Kom med på holdet her 🎟️

Jelling Musikfestival starter om
8D
10T
12M
04S
Tilføj til kalender

8 nye navne: 40 års toneangivende artister til Jelling

Plakaten til Jelling Musikfestival 2024 udvides med 8 nye navne, der hver især har sat et mærkbart præg på musiklandskabet.

08. februar 2024

Et stærkt hold danske navne melder klar til at kickstarte festivalsommeren i Jelling. Byd velkommen på plakaten til Blæst, Pil, Guldimund, ICEKIID, Klubien & Dans’orkestret, Anders Blichfeldt, HUSH og Outlandish.

Som vanligt kan Jelling Musikfestivals gæster glæde sig til tidens mest toneangivende artister. Blæst vender tilbage til Jelling med en fest, der omfavner alt og alle. Sidste år tiltrak deres åbningskoncert på Orange Scene 70.000 publikummer og slog dermed rekord. Præstationen viser, hvordan Blæst på kort tid har fået ualmindeligt meget vind i sejlene med et massivt hitkatalog, der bl.a. tæller ’Ego’, ’Juice’ og senest ’Disko i KBH’.

Pil skriver dansksprogede, melankolske dansegulvssange om de skæve følelser i et opløftende og legende popunivers, der er godt på vej til at løfte hende til et folkeligt gennembrud. I 2023 alene har hun fyldt på hitlisterne med ’Dér’, ’Andre Venner’ og ikke mindst ’Dronning Af Månen’, som hun spillede under Dronning Margrethes hyldestkoncert.

Asger Nordtorp med kunstneraliasset Guldimund er et strålende talent på den danske musikscene. På sange som ’Møns Klint’ og ’Dét kun vigtigt, hvad det er’ skriver Guldimund om den første tid i et kærlighedsforhold, mens ’Hvordan ser Gud ud?’ og ’Forstår du?’ beskriver livet som skilsmissefar. Koncerten på JMF24 kan ikke undgå at blive et rørende, smukt moment til mindebogen.

Afrobeat-sensationen ICEKIID har cementeret sin position som én af Danmarks mest lovende artister. Med gennembrudshittet 'ErruDumEllaHvad' skabte ICEKIID en nyklassiker, som han siden har fulgt op bl.a. 'Jumeirah' og senest ’Je Ka Jo’. Der er lagt op til et højspændt show, når ICEKIID rykker ud med en overlegen scenetilstedeværelse og hitstime for at få Danmark til at danse.

Med singler som ’Regndans’ og ’Kom Tilbage Nu’ satte Danseorkestret sit præg på 80'ernes popmusik ved at inddrage inspiration fra soul, reggae og latinamerikansk musik – ligesom mange nye artister i dag. Med tusindkunstneren Jørgen Klubien i front lever ånden videre i den nye konstellation Klubien & Dans’orkestret, der med et lækkert, groovy lydunivers sikrer dansefesten.

 

Anders Blichfeldt

 

Med 25 albums, 250 sange, 2000 koncerter og over 1 million solgte albums kan få danske artister måle sig med Anders Blichfeldt. Som en af de bedste livesangere i Danmark indtager han Jelling Musikfestival solo med sit ærefrygtindgydende repertoire af Big Fat Snake-sange som ’Bonsoir Madame’, ’Female Voice’ og fodboldklassikeren ’Big Boys in Red and White’, foruden hits fra en lang solokarriere, der tilsammen lægger op til en historisk sejrsrunde.

Dorthe Gerlach og Michael Hartman i HUSH sammensmelter pop, country og folkemusik og skaber varme, musikalske fortællinger, der er fuldkommen enestående i dansk sammenhæng. Bandets koncerter er kendt for deres intime atmosfære, hvor storhed og nærvær taler direkte til hjertet, som gæsterne i Jelling har oplevet på egen krop før.

Da Outlandish brød igennem for 18 år siden rappede Danmark og resten af verden med på tekster, der blandede engelsk, spansk og urdu – f.eks. ’Aicha’, ’Guantanamo’, ’Walou’ og ’Look Into My Eyes’. Nu fortsætter Outlandish den musikalske rejse som duo med ny musik og turné-aktivitet, der det seneste år har ført dem til festivaler og klubber verden over. Gruppen består i dag af Waqas og Lenny og det samme fantastiske band, som har fået folk op af stolene i mere end 10 år.

Med dagens tilføjelser er der offentliggjort 18 af de ca. 100 navne, der optræder på Jelling Musikfestival 2024. Navne som Nelly Furtado, AQUA, Nik & Jay, Rasmus Seebach og Suspekt er allerede på plakaten.

Fællesskabet er allerede igang - vær med her