Billetsalget er i fuld gang
Jelling Musikfestival starter om
88D
15T
32M
45S
Tilføj til kalender

5 toneangivende artister indtager JMF24

KrebsFalch, Saint Clara, Zar Paulo, Infernal og Tim Christensen slutter sig til sommerens fest i Jelling.

12. december 2023

Nelly Furtado, Suspekt og Rasmus Seebach har allerede meldt klar til Jelling Musikfestival 2024. I dag får de følgeskab af 5 danske artister, der på hver deres måde har præget musikscenen.

Musikhistorie og nogle af Danmarks største ørehængere mødes, når Poul Krebs og Michael Falch indtager scenen med deres varme, poetiske pop/rock-universer. I konstellationen KrebsFalch smelter bagkatalogerne sammen og de to musikalske brødre leverer deres største sange i nye friske forklædninger. Der er garanteret hitparade fra start til slut.

I KrebsFalch skriver Poul Krebs og Michael Falch også sange sammen. For 8 år siden kom det fælles album ’Tomandshånd’, som bragte dem rundt i hele landet – også Jelling. Den fælles, kreative kilde var langt fra udtømt og en genforening uundgåelig. Startskuddet kom i form af den nye single ’Kalder Drømmene Tilbage’, der viser at KrebsFalch er klar til igen at drage ud i festivalsommeren.

I Saint Clara har Danmark fået en popstjerne med en gudsbenådet stemme og internationalt format. På trods af sine blot 23 år har hun allerede udgivet 3 albums og domineret radiohitlisterne i lange stræk – senest med singlerne ’Oh My God’ og ’Progress’.

Saint Claras musikalske univers sprudler af dansabel energi, humor og selvironi, men på tekstsiden lurer ungdommens revner af sårbarhed, som sangerinden formår at kaste hidtil uset lys over. Det bliver både med følelserne uden på tøjet og et dansegulv i svingninger, Saint Clara endnu en gang overtager Jelling.

 

 

Har du først én gang klappet med på ’Klap For Fædrelandet’ og ravet med på ’Jeg Synes Du Er Dejlig’, er du ikke i tvivl: Danmark har i Zar Paulo fået sit nye store liveband. Medrivende tekster møder en dragende og nærværende sceneoptræden og energien får frit løb i et legesygt musikalsk univers, der krydsparrer rock og 80’er-synth.

Både albummet og årets koncerter er druknet i roser og stjerner. Zar Paulo står med andre ord skarpere end nogensinde, når de vender tilbage til Jelling.

Efter fem års larmende fravær, vender Infernal tilbage til de danske festivalscener med et helt nyt, hitspækket show, der som altid slår igennem som en heftigt spændt knytnæve.

Det bliver en tour de force af stærke sange og energieksplosioner garneret med Paw Lagermann og Lina Rafns sædvanlige, veloplagte nærvær og vilje til at sende deres festivalpublikum afsted, som kun Infernal kan gøre det.

Tim Christensen hører til de allermest markante skikkelser i dansk rockhistorie – først som frontmand i et af 1990'ernes største bands herhjemme, Dizzy Mizz Lizzy, og siden som succesfuld soloartist. Men faktisk er det hele 10 år siden Tim Christensen sidst turnerede i eget navn med et band i ryggen.

Det bliver der eftertrykkeligt lavet om på, når Tim Christensen vender tilbage til Jelling med sangene fra sine 4 solo-albums, heriblandt ’Right Next To The Right One’, ’Love Is A Matter Of…’, ’Whispering At The Top Of My Lungs’, ’Superior’ og ’Jump The Gun’.

Med dagens fem navne får det foreløbige lineup lidt af den bredde, som en Jelling Musikfestival-plakat skal have. Forude venter yderligere godt 90 navne – store som små og fra ind- og udland.

BILLETSALGET ER I FULD GANG

Billetsalget til Jelling Musikfestival 2024 åbnede 1. december med rekordmange solgte billetter.

Hvis du endnu ikke har sikret dig billet, så er det lige her, det sker:

Billetter
Fællesskabet er allerede igang - vær med her