Sænk skuldrene, løft blikket og tag del i fællesskabsfesten 🪩
I årets mørkeste måneder har 16 håbefulde up-coming artister lyst op på 8 spillesteder i regionen. Gennem showcase-koncerter har de unge talenter imponeret publikum og et dommerpanel i Jelling Musikfestivals udviklingsplatform Quasar.
Nu er fire af dem udvalgt til finalen under Jelling Musikfestival 2025:
Bag kunstnernavnet Mica Lizio står singer-songwriteren Caterina Wul Micalizio, opvokset på Sicilien med rødder i Korea – en kombination af temperament, passion og energi, der skulle finde sin plads i lille, søde Danmark. Hendes grænsesøgende og højtråbende tilstedeværelse, smittende energi og venskabelige nærvær, gør hver koncert til en oplevelse, du ikke vil glemme.
En Min Veninde Signe-sang er et trygt rum, der kredser om de små ting i hverdagen og de store ting i livet. Med base i singersongwriter-traditionen trækker hun på mange forskellige genrer såsom pop, jazz, folk og visetradition i en særegen stil, der emmer af varme, ro og musikalitet. En musikalsk krammer, har nogen engang sagt om det.
MONSUN er en dansksproget, alternativ popduo, hvor grænserne mellem det organiske og det elektroniske smelter sammen. Lyrikken fanger ungdommens kontraster i et univers, der både drager og udfordrer. Lydbilledet er råt og forfinet på samme tid. MONSUN er en undersøgelse af stemninger og skiftende perspektiver – en lyd, der lytter tilbage.
SPRITTEDE er en energisk indie-popgruppe fra Middelfart, der siden deres debut under coronapandemien har gjort sig bemærket med deres intense live-energi. Med deres smittende hooks og ærlige, melodiske tekster vil de fire drenge i bandet, sprede SPRITTEDEs tre nøglekomponenter; Begejstring, glæde og sammenhold.
Om Quasar
Quasar er et af Danmarks mest omfattende musikalske talentprogrammer, der siden 2006 har arbejdet målrettet for at sikre en ny generation af professionelle aktører i musikbranchen – både på og rundt om scenen. Quasar bliver arrangeret af Jelling Musikfestival i samarbejde med de Regionale Spillesteder i Syddanmark og støttet af Vejle Kommune og Dansk Musiker Forbund.