Den canadiske verdensstjerne Nelly Furtado spiller sin første danske koncert i 17 år, når hun i maj 2024 er hovednavn på Jelling Musikfestival.
Nelly Furtado var en af 00’ernes suverænt største sangerinder, der dominerede hitlister, dansegulve og koncertarenaer i hele verden. Med megahits som ’Maneater’, ’Promiscuous’ og ’I’m Like Bird’ solgte hun mere end 35 millioner albums og vandt et hav af priser. Sidste år genopstod hun pludselig under en koncert med den canadiske rapper Drake, hendes gamle hits har fået nyt liv på TikTok og hun har et nyt album på vej. Derfor er den ikoniske sanger højaktuel, når hun lørdag d. 25. maj 2024 spiller sin eneste danske koncert i 2024 på Jelling Musikfestival.
Det Grammy-vindende multitalent brød massivt igennem i starten af 00’erne med albummet ’Whoa, Nelly’, der banede vejen til toppen af verdens hitlister med singlerne ’I’m Like A Bird’ og ’Turn Off The Light’. I 2006 udkom det Timbaland-producerede album ’Loose’, der med sangene ’Maneater’, ’Promiscuous’, og ’Say It Right’ gjorde Nelly Furtado til en international superstjerne. Albummet blev ét af 00’ernes bedst sælgende – også i Danmark – og satte kursen for hvordan popmusik skulle lyde i årene efter.
Dominansen fortsatte årtiet igennem med Timbaland og Justin Timberlake-samarbejdet på ’Give It To Me’ og duetten ’Broken Strings’ med James Morrison – numre, der tydeligt illustrerer bredden i Nelly Furtados hitkatalog.
Nelly Furtado er ikke bare tilbage på de store scener, hun er også tilbage i studiet. Samarbejdet med Timbaland og Justin Timberlake fra midten af 00’erne er vakt til live igen med popperlen ’Keep Going Up’, der er udkommet som forløber til Nelly Furtados næste album, som udgives på hendes eget pladeselskab Nelstar i 2024. Derudover viser hun nye sider af sig selv på det hårdtpumpede ’Eat Your Man’ lavet med den australske DJ og producer Dom Dolla.
Nelly Furtado spillede sidste gang i Europa i 2017, og har ikke gæstet Danmark siden 2007. Det bliver der endelig lavet om på, når hun indtager Store Scene på Jelling Musikfestival lørdag d. 25. maj 2024.