Den 3. marts 2024 er det 40 år siden, at D-A-D spillede deres allerførste koncert, og bandet har lige siden leveret ufortyndet, medrivende rock til både det danske og internationale publikum.
Jubilæet markerer D-A-D med en spektakulær fejring året igennem, der både byder på ny musik, en særudstilling på Nationalmuseet og sommertour gennem festivallandskabet – med stop i Jelling, naturligvis.
D-A-D startede som unge knægte i fattigfirserne med at spille uprætentiøs countrypunk på de mindre spillesteder i København. I dag står de som konger af den danske rocktop bygget på en sand perlerække af udødelige klassikere som ’Sleeping My Day Away’, ’Bad Craziness’, ’Everything Glows’ og mange, mange flere.
Gennem fire årtier er D-A-D blevet vævet ind i Danmarkshistorien. Bandet har formået at holde sig evigt aktuelle gennem musikscenens skiftende tendenser og har år efter år fængslet publikum med det ene vanvittige sceneshow efter det andet. I øjeblikket arbejder de på et nyt album – og står i dag mere driftsikre og fandenivoldske end nogensinde.
40-års-fejringen kan mærkes i hele det ganske danske land – ikke mindst i Jelling, hvor bandet fredag d. 24. maj træder op på Store Scene for 10. gang.