Fang din billet til fællesskabet 🛫
Hvert år lyder startskuddet til festivalsommeren fra Store Scene i Jelling. Kom til koncert med åbningsnavnet – vi siger ikke, hvem det er.
07. november 2024
Når den første artist indtager Store Scene på Jelling Musikfestival, går festivalsommeren officielt i gang. Nu kan du være én af de allerførste, der får at vide, hvem der åbner ballet i 2025 til en koncert med det hemmeligholdte, danske navn i Spillestedet i Bygningen i Vejle 30. november, hvor billetsalget til JMF25 tyvstartes.
Til koncerten bliver du en del af en yderst begrænset flok, der får afsløret navnet før alle andre. Billetter til tyvstartskoncerten går i salg fredag d. 8. november kl. 10.00 - på dette link.
Der er plads til et yderst begrænset antal gæster.
De seneste år har Kalaset, Malte Ebert og Andreas Odbjerg samlet festivalpladsen som åbningsnavn.
Hele dagen d. 30. november emmer Bygningen i Vejle af festivalstemning, når billetsalget går i gang før tid, og du ved fysisk fremmøde kan sikre dig én af de allerførste partoutbilletter til JMF25.
Samtidig kan du tage en tår af fællesskabet og være med til at kickstarte forventningsglæden, inden billetsalget begynder online 1. december kl. 0.00.
Tyvstarten på billetsalget løber fra kl. 15-20.
I Bygningen kan alle over 18 år også smagsteste og stemme på 3 øl, der hver især kandiderer til at blive næste års særlige Anarkist Jelling Edition, som finder vej til udvalgte fadølshaner på pladsen.
Hvor: Bygningen – Ved Anlæget 14B, 7100 Vejle
Hvornår: Lørdag d. 30. november
Kl. 15-20: Få fingrene i én af de allerførste partoutbilletter til Jelling Musikfestival 2025
Kl. 15-20: Ølvalg – smag og stem på 3 forskellige øl.
Kl. 20-23: Koncert – mere info følger
Bemærk: Du får tilsendt billetten på mail, men kan også få den printet på dagen.