Billetsalget er i fuld gang

Fejr fællesskabet 🪩 Fang din billet, før det er for sent 💃

Jelling Musikfestival 2025
0D
00T
00M
00S
Tilføj til kalender

Større end nogensinde: The Minds of 99 giver mastodont-koncert på JMF25

The Minds of 99 giver deres første koncert siden de 3 historiske aftener i Parken – på Jelling Musikfestival.

28. november 2024

11. september 2021 vil for evigt markere forløsningen, da The Minds of 99 samlede 55.000 mennesker i Parken og gav den første stadionkoncert i hele Europa efter 1,5 års nedlukning.

Siden er The Minds of 99 blevet nationalsymbolet på fællesskab. Ikke mindst efter bandet i 2024 igen fyldte Parken med samlet set 150.000 koncertgæster hen over tre juni-aftner i streg.

Til sommer spiller de 7 festivalkoncerter i Danmark, der fortsætter bandets konstante bevægelse mod nye, mastodontiske højder.

Den første koncert er på Jelling Musikfestival.

For barndomsvennerne Niels Brandt, Louis Clausen, Asger Wissing, Anders Folke Larsen og Jacob Holde Bech har de 12 år, der er gået siden gennembruddet, budt på den ene milepæl efter den anden.

Fra sejren i DR P3’s Karrierekanonen, den enestående koncert ved Dodekalitten og koncerter i Sverige og Norge til triumfer på Orange Scene på Roskilde Festival, Danmarkshistoriens største indendørsturne og foreløbigt 4 koncerter i nationalarenaen.

 

 

Undervejs har de gjort deres særegne new wave-rock til allemandseje i Danmark og indskrevet bl.a. ’Det Er Knud Som Er Død’, ’Alle Skuffer Over Tid’, ’Ung Kniv’ og ’Emil’ som veritable nationalhymner.

Bandets debut- og andet album gik platin, mens deres tredje album gik dobbelt platin. I januar 2022 udsendte The Minds of 99 deres fjerde studiealbum ’Infinity Action’, som på bare 3 ½ måned blev certificeret platin og indeholdt bandets største hit til dato, ’Under Din Sne’, som også er platincertificeret og igennem et år var fast inventar på den danske Spotify Top-50.

Udover at være et højtelsket orkester blandt lyttere og koncertgæster, høster de også anmeldernes roser, der ofte kredser om samme budskab:

The Minds of 99 er ikke kun Danmarks største rockband. De er også det bedste. 

The Minds of 99 er Danmarkshistoriens største livenavn. De har ikke bare hævet, men smadret barren for, hvad et dansksproget orkester kan. Alligevel bliver The Minds of 99 ved med at skubbe ambitionerne. Og det gør de også, når de i 2025 indtager Store Scene på Jelling Musikfestival en forsommeraften i maj.

“The Minds of 99 har gjort noget ingen anden dansk eller international artist har gjort før med tre udsolgte og skamroste koncerter i Parken. Bandet vækker i den grad følelsen af, at vi er fælles om noget for tiden. Det har været et gigantisk ønske at få dem til Jelling, så festivalfællesskabet igen kan samles om den oplevelse,”

siger Jelling Musikfestivals programchef Gaute Parbo Niemann.

I Jelling er de vokset fra Alfreds og Teltscenen til Store Scene, som de hver gang har fået til at føles endnu større. I 2025 vender The Minds of 99 tilbage til Jelling Musikfestival for sjette gang.

Fællesskabet er allerede igang - vær med her