Billetsalget er i fuld gang

Fejr fællesskabet 🪩 Fang din billet, før det er for sent 💃

Jelling Musikfestival 2025
17D
10T
52M
55S
Tilføj til kalender

Store, fristende nyheder: Menukortet til JMF24 er klar

Lad dig friste af vores bugnende mad- og drikkeplakat, der i år tilføjer alt fra pizza og pølsevogn til overskudscocktails og hele Danmarks øludvalg til menuen.

16. maj 2024

Jelling Musikfestival viser sig fra sin skønneste side, når musik og mennesker går hånd i hånd med måltider og fællesskål. Der bliver nok at opleve på alle fronter – ikke mindst nu, hvor sløret løftes for årets nyheder til både gaflen og glasset.

I år kan du bl.a. lade mundvandet løbe over et vanvittigt varieret drikkevareudvalg både med og uden alkohol og et moderne take på alt fra pølser og pizza til gastronomisk innovation på højt niveau.

Og bare rolig: Alle festivalklassikerne fra burgeren til mormormaden er stadig på menukortet.

Sæt tænderne i nye spisesteder

Den hæderkronede Restaurant Nögen flytter på festival og tager sit madspildsreducerende koncept med. Fra sin placering under træerne ved Vinbaren kan du hapse en kyllinge- eller vegetarburger m. kimchi og limemayo eller slubre kreative cocktails med et pift af overskudsråvarer.

Det nye spisested Det Bar’ Gris fremhæver alle grisens bedste sider med et menukort bestående bl.a. flæskestegsburger og sidste års burgersucces trøffelsvin, foruden et udvalgt af loaded fries – fritter med en overdådig topping af f.eks. bacon eller pølser.

I år kan du også sætte tænderne i et lille hjørne af Italien, når Bello Pizza rykker ind på festivalpladsen med lækre pizzaer i høj kvalitet. I sortimentet går Jelling Musikfestival også tilbage til rødderne og smækker lugen op til en god, gammeldags pølsevogn – som var første og eneste spisested i festivalens første år.

Der er en ny bil i food truck-konvojen. Sesams moderne, ernæringsmæssigt fuldendte take på panini og en bred vifte af juicer flytter ind i Food Truck Corner, blandt naboer som det græske gadekøkken Gaia, thaimad i topkvalitet fra Bird Bird, fish’n’chips-ekvilibristerne Fish Project og Buddha Bowl Project, der serverer måltidsbowls i et væld af muligheder.

Skål for nye barer

Jelling Musikfestival har sammen med vores fællesskabspartner Royal skruet og justeret på barerne, så de sikrer endnu flere stjernestunder på pladsen – og det er der kommet helt nye barer ud af.

Træd ind på Ølbassaden og mærk, hvorfor Royal Unibrew er hele Danmarks bryggeri. Her kan du slukke tørsten i øl fra et lille udvalg af de mange danske bryggerier, der over årene er smeltet sammen og lever videre i Royal Unibrew. Knap en Ceres Top, Thor Classic, Fuglsang Black Bird, Albani 1859, Royal Export eller Nørrebro Bryghus Ravnsborg Rød op – og få den evt. med sidevogn i form af Arnbitter, Jägermeister, Gammel Dansk eller Fernet Branca.

Fra Royals egne bryggerier til de store udenlandske partnerskaber. I Heineken Bar kan du fylde kruset med Europas største ølmærke – i både den originale, sprøde pilsnerversion og i en version med 0,0 procent.

Motown Dansebar har fået en ordentlig overhaling og flytter ind i et helt andet telt end tidligere, hvor dansegulvet og de gode vibrationer fra Motown kan få friere rammer. Stemningen og sortimentet er den samme.

Hvad skal der i kruset?

Foruden vores faste, store drikkevaresortiment, kan du nu i stort set alle barer vælge et alkoholfrit alternativ. I år vil du f.eks. kunne vælge mellem en Gin & Tonic med Tanqueray 0,0-gin og en rom & cola med Captain Morgan 0,0. På hjemmesiden og i appen kan du sortere barer efter præferencer, f.eks. alkoholfri. Du vil også finde glutenfri Crabbies-cider på pladsen og en sukkerreduceret Cosmopolitan.

Jelling Musikfestival er en tyvstart på sommeren, og hvad smager egentlig mere af sommer end en iskold Aperol Spritz eller kølig vin? Begge dele kan du få i den lille ombyggede hestetrailer-bar, der ligger mellem Alfreds og Teltscenen.

Blandt de store nyheder på ølfronten vil du f.eks. i år kunne fylde kruset med Royal Blanche og naturligvis igen i år en Anarkist Jelling Edition, som kyndige øl-næser kunne stemme om 1. december ifm. billetsalgsstarten. Valget faldt på en tørhumlet IPA med masser af tropiske og florale humlenoter.

Derudover tager Jelling Musikfestival del i D-A-D’s 40 års jubilæum og serverer Royals fejringsbryg Riskin’ It Ale i Anarkist og udvalgte barer. Riskin’ It Ale er en Cold IPA – en særlig type india pale ale, der er fermenteret ved lavere temperaturer – smagt til af øl-afficionadoen Jesper Binzer selv.

2024 byder også på et længe ventet gensyn med Cocio, der kommer med den legendariske chokolademælk i flere varianter – original, varm, som crushed ice og med eller uden et skvæt rom.

Tag et nørdet dyk i øl, vin og cocktail

I år kan du og dit hold også booke en øl-, vin- eller cocktailsmagning, serveret med nørderi fra nogle af landets bedste kendere. Fredag kan du i Anarkist smage 6 forskellige øl med tilhørende røverhistorier for 195 kr. Fredag kan du tage 8 stop rundt i nogle af Europas bedste sommervine for 245 kr. i Vin Baren og lørdag serverer Restaurant Nögen cocktails og snacks for 245 kr. med afsæt i restauranten principper for at mindske madspild.

OBS: Kapaciteten på arrangementerne er begrænset. Cocktail og Nögen Snacks-arrangementet nærmer sig udsolgt.

Fællesskabet er allerede igang - vær med her