Jelling Musikfestival 2025
269D
13T
36M
53S
Tilføj til kalender

Jelling Musikfestival søger praktikant til kommunikation og events

29. august 2024

Vil du arbejde med events, kommunikation og være med til at styrke fællesskabet Jelling Musikfestival, samtidig med at du får en bred viden og praktisk erfaring som festivalmager?

Hvem er vi?
Sidst i maj er der siden 1989 opstået en samfundslomme for alle dem, der vil tage en pause fra perfekthedsræset, samles om livemusikken og feste for fællesskabet. Sidste år tog ca. 38.000 gæster del i at skyde festivalsommeren i gang i Jelling. Mellem festivaler planlægger og udvikler et lille, dedikeret hold af ansatte næste års indhold og oplevelser, og koordinerer opgaverne med mere end 6.000 frivillige, der knokler både før, under og efter festivalen. Du vil blive en del af en flad organisation med mulighed for at gribe nye initiativer og opgaver hen ad vejen. Det er vigtigt, at du er en teamplayer, der gerne går foran for at skabe en god stemning – også når der er travlt.

Opgaverne

Vi søger 1-2 dygtige og kreative sjæle. Du er ansvarsfuld og brænder for at være med til at give input til festivalens forskellige kommunikationsplatforme.

Dine opgaver vil primært være hands-on i forhold til at kommunikere og producere på festivalens kanaler og planlægning/afvikling af events under festivalen og for f.eks. frivillige i løbet af foråret. Men du vil også få muligheden for at deltage i det strategiske arbejde ifm. planlægningen af ’25-festivalen. Du vil desuden få diverse ad hoc-opgaver, praktiske opgaver og – ikke mindst – være nøgleperson under afvikling af festivalen.

Det faglige niveau og din udvikling er en vigtig faktor for os, og vi tilbyder derfor opgaver, som både er udfordrende og spændende. Du kan prøve kræfter med stort set alle typer opgaver, hvis du har mod på det. Til gengæld forventer vi også, at du er frisk på at hjælpe med brygningen af kaffe til kontoret, svare telefonen, mv.

Vi forestiller os, at du:

    • Har interesse for festival- og eventbranchen
    • Er god til at forvalte din egen arbejdstid og -indsats fornuftigt
    • Er initiativrig, med til at skabe dine egne arbejdsopgaver og holder styr på deadlines
    • Brænder for events og kommunikation
    • Er i gang med en relevant uddannelse indenfor kommunikation, events eller lignende.
    • Har godt styr på de moderne digitale værktøjer og er godt orienteret på sociale medier
    • Har kørekort

Vi kan tilbyde:

    • Arbejde med kommunikation og events
    • En kreativ arbejdsplads med højt til loftet, humoristisk omgangstone og plads til udfoldelse
    • Diverse ad hoc-opgaver i forbindelse med planlægning og afholdelse af festivalen
    • Adgang til et stort netværk inden for livebranchen

Hvornår er praktikopholdet?

Praktikopholdet er i forårssemesteret 2025 fra ca. midt-januar til midt-juni (for du skal selvfølgelig med, når det går løs på festivalpladsen) – vi aftaler endeligt tidsforløb sammen. Forløbet kan sammensættes i timeantal efter behov (dog min. 25 timer pr. uge). Vi afsætter selvfølgelig tid til opgaveskrivning og skoleopgaver. Som praktikant hos os bliver du betragtet som kollega og vi stiller derfor store krav til selvstændighed og engagement. Praktikstillingen er ulønnet.

Er du interesseret, så send os din ansøgning senest søndag d. 15. september til info@jellingmusikfestival.dk.
Samtaler forventes afholdt onsdag d. 25. september og torsdag d. 26. september.

Har du spørgsmål? 
Så kontakt Tine Joconde på info@jellingmusikfestival.dk eller tlf. 75 87 28 88.

Vi glæder os helt vildt til at modtage din ansøgning.

Ansøgningen sendes tilinfo@jellingmusikfestival.dk
Emne: Praktikant

 

 

Fællesskabet er allerede igang - vær med her