Fejr fællesskabet 🪩 Fang din billet, før det er for sent 💃
Suspekt vender tilbage til Jelling i forsommeren – og markerer festivalens billetsalgsstart med en surprise-intimkoncert.
22. november 2023
Den 15. september 2023 skrev Danmarks største hiphop-trio historie, da de samlede 46.283 Suspekt-supportere til landskamp på Danmarks nationalstadion, Parken. Her vandt de 4-0 og det er ambitionen at ramme det samme resultat, når trioen fra Albertslund gæster sommerens festivaler i 2024. Første stop på festivalscenerne efter Parken bliver på Jelling Musikfestival.
I mere end 20 år har Suspekt præget dansk musik som ingen andre. Med tabubelagte rim og tonstunge beats er den kompromisløse trio blevet allemandseje – aldrig for fine til at hylde ytringsfriheden eller den dionysiske hedonisme.
Suspekt er et beundringsværdigt gennembrud og en succes, som bogstavelig talt er gået fra undergrunden til toppen af hitlisterne. I dag står Orgi-E, Bai-D og Rune Rask som konger af dansk hiphop, men aldrig hævet over folket.
Med andre ord: Danmark er for længst blevet suspekt. Og det kan altid blive lidt vildere.
Efter sejrsrunden i Parken ruller tourbussen ud i sommeren, hvor Suspekt naturligt nok sparker gang i festivalsæsonen på Jelling Musikfestival.
”Suspekts kompromisløse kombination af lyrik, der belyser både sindets og samfundets skyggesider, og beats i verdensklasse har slået rod i danskerne. Suspekt er blevet folkeeje, og efter deres triumftog i Parken er det helt naturligt, at Albertslund-drengene endnu engang lægger Store Scene i Jelling ned,”
siger festivalens programchef Gaute Parbo Niemann.
Ikke nok med at Suspekt igen gæster Jelling Musikfestival. 1. december kommer trioen forbi Jelling og markerer nedtællingen til festivalen med en ultraintim surprisekoncert i Byens Hus, arrangeret i samarbejde med Jelling Musikforening, Byens Café og Jelling Musikfestival.
Der er et stærkt begrænset antal billetter i salg, som kan købes hos Billetto fra 23. november kl. 10.00.
Prisen er 275 kr. Maks. 2 billetter pr. kunde.
Der kan muligvis frigives lidt flere billetter til koncerten senere, så skriv dig på ventelisten, selvom billetterne bliver udsolgt i første omgang.
Koncerten starter kl. 22.00. Dørene åbner kl. 20.00.
1. december kan du også købe din festivalbillet til JMF24 med en besparelse på 500 kr., sammenlignet med prisen i døren.