Fejr fællesskabet 🪩 Fang din billet, før det er for sent 💃
En endeløs parade af nye og gamle hits føjes til Jelling Musikfestival 2025-lineuppet med fem dagsordensættende danske artister.
06. december 2024
Festivalplakaten til Jelling Musikfestivalen 2025 får en dosis variation med fem tilføjelser, der favner fem årtier i dansk musik. Byd velkommen til HUGORM, NEWS, Annika, USO og Rasmus Walter.
Én ting er sikkert med HUGORM: Du ved altid, hvor du har dem – overalt. Den konstante legesyge har de allerede demonstreret på Jelling Musikfestival i 2022 og 2023 og med deres foreløbige albums ’Kom Vi Flygter’, ’Tro, Hug & Kærlighed’ og ’Drømmehug’.
I HUGORM har både bandet og deres publikum fundet en ventil for raseri, vildskab og gak, men også de forbudte tanker og skæve nuancer i følelsesspektret – altid leveret med en slanges hug, der kommer allermest til sin ret, når sangene fremføres i levende live. Pilen har peget opad siden begyndelsen, og i 2025 flytter HUGORM ind på Jelling Musikfestivals Store Scene, hvor de retteligt hører hjemme.
Det ikoniske danske band NEWS var op gennem 80’erne og 90’erne frontfigurer i den dansksprogede popmusiks første guldalder. Efter tre årtiers pause genforenes NEWS i 2025 og tager på tour i hele landet med bandets originale stemme, Søs Fenger, trommeslager og producer Peter Biker, og bassist Jette Schandorf.
Minderne står i kø, når NEWS i løbet af foråret besøget 8 danske byer og giver nyt liv til klassikere som ’Du Er’, ’Jeg Elsker Dig’, ’Alle Andre Sir’, og ’Helt Alene’. Derefter tager de festivaltouren gennem Jelling – måske endda med nyt materiale i bagagen.
Dansksproget popmusik står i en ny guldalder, og ingen sangerinder har med samme fart fået hul igennem som Annika, der der giver én af sine få festivalkoncerter i 2025 på Jelling.
Gennembruddet tager fart efter hun i marts 2023 begynder at dele videoer på TikTok af sig selv bag klaveret. 20 måneder senere vinder Annika P3 Talentprisen ved P3 Guld – blot otte måneder efter hendes debutsingle ’Knuser Hjerter’, der stryger direkte ind på den danske hitliste som den femtemest
spillede sang. Succesen fortsætter med den Rihanna-inspirerede 'Så længe jeg er sexy.', der peaker som nummer 2 – og ganske bemærkelsesværdigt også topper den norske Spotify Top-50.
Sjældent har et gennembrud vist så lovende takter. Og
Annika er kun lige begyndt.
USO indstiller karrieren med en sejrsrunde gennem sommerlandskabet, der bringer dansk raps Ronaldinho til Jelling med sit vanvittige CV. Med singler som ’Momentet’ (med L.O.C.), ’Ingen Diskussion’, ’Klapper Af Den’, ’Skru’ Op!’, ’Hey Shorty’ har aarhusianeren stået distancen gennem tidernes forbipasserende trends.
USO har alle dage rappet, som gjaldt det liv og død, og kunne gøre det mange år endnu, men en livsomvæltende begivenhed har flyttet Aarhus-rapperens perspektiv. 11. juni 2022 faldt USO død om med hjertestop under et motionsløb i København. Efter redning, genoplivning og 4 dage i koma startede en lang, sej vej tilbage til livet, der i november affødte det afsluttende album ’El Clásico’.
Rasmus Walter har i tidernes løb skabt fortryllende øjeblikke på Jelling Musikfestival med sine koncerter. 1. december leverede han endnu et magisk minde, da han solo og kun udstyret med sin guitar skød billetsalget til JMF25 i gang med en dybt afvæbnende og rørende intimkoncert i Byens Hus i Jelling.
I 2025 vender en af landets mest nærværende og dygtige musikere tilbage til Jelling Musikfestival med både alle de største hits fra bagkataloget og nyt materiale fra albummet ’Glem Alt Om I Går’ fra sommeren 2024. Der venter endnu et smukt kapitel, når Walter med en fortid i Grand Avenue lufter kæmpehits som ’Endeløst’, ’Verden I Stå’, ’På En Dag Som I Dag’ og ’Dybt Vand’.
Dagens offentliggørelser slutter sig til de foreløbigt offentliggjorte artister The Minds of 99, Lukas Graham, Christopher og Pil. Se programmet.
Billetsalget til Jelling Musikfestival 2025 startede 1. december med rekordstor tilslutning.