Jelling Musikfestival 2025
304D
23T
56M
38S
Tilføj til kalender

Drop slæbet – lej dit grej: ReUnite udvider festivalsortiment med Danmarksnyhed

En ny luftmadras skal gøre livet nemmere som festivalgæst og fjerne problemplast fra campen.

28. februar 2024

Igen i år kan du leje dit festivalgrej fra ReUnite under Jelling Musikfestival 2024. Det betyder, at du hverken skal slæbe telt, campingstole eller luftmadrasser til festivalpladsen.

Tilmed introducerer ReUnite en Danmarksnyhed med stort potentiale for at gøre festivallivet nemmere: En banebrydende luftmadras fra den hollandske producent Zzz, der både gør op med problematiske plastictyper og er pustet op til dig, når du ankommer.

Alt, du skal gøre, er at leje en luftmadras fra ReUnites webshop, så får du madrassen udleveret på festivalen, oppustet og klar til brug – helt uden slæb og besvær.

Lejegrej gør festivallivet nemt

Den altoverskyggende fordel for dig ved at leje gennem Reunite er, at du undgår at bære på mere end højest nødvendigt. En gammeldags luftmadras vejer typisk ca. 2,5 kg. Men som en ekstra bonus er den luftmadras, du lejer hos ReUnite, også genanvendelig.

”Forestil dig, at du bare skal møde op på festival med en sovepose og en taske under armen. Resten sørger vi for. Vi gør det nemt at vælge genbrugsløsninger, og håber derved at rigtig mange vil være med til at skubbe Jelling Musikfestival i en mere bæredygtig retning”,

siger Christopher Skovbjerg Nørgaard fra ReUnite.

Selvom der skulle gå hul på ét af Zzz-madrassens 36 kamre, kan den stadig bruges. Skulle du få brug for en ny madras, kan du ombytte den hos ReUnite.

ReUnite har boder på festivalpladsen, hvor frivillige står klar til at udlevere og servicere udlejningsgrejet. Zzz-luftmadrassen koster 149 kr. at leje, plus et depositum på 50 kr., som bliver tilbagebetalt, når den afleveres efter brug.

Udover den nye luftmadras har ReUnite flere forskellige telttyper og festivalstole til udlejning.

Ny madras mindsker affaldsudfordring

ReUnites nye tiltag er et centralt element i Jelling Musikfestivals jagt på mere fremtidsholdbare løsninger, der gør oprydningen efter festivalen nemmere for alle.

”Vi er glade for, at ReUnite har Danmarkspremiere på Zzz-madrasserne på Jelling Musikfestival. Med samarbejdet kan vi virkelig gøre en forskel for én af festivalens største oprydningsudfordringer,”

siger Peter Caspersen, ansvarlig for bæredygtighed på Jelling Musikfestival.

Problemet med de gængse luftmadrasser er, at de er lavet af blød PVC, som ikke kan genanvendes, men typisk bliver deponeret – altså gravet ned i jorden. Samtidig er PVC-madrasser svære at reparere, og et enkelt hul betyder typisk kassering.

Madrassen fra Zzz består af et andet plastprodukt, LDPE, som bliver genanvendt 100 %, når du afleverer den efter festivalen. Herefter prikker en maskine tusinder af små huller i plastikken, der efterfølgende på ny bliver omdannet til en stærk film. På den næste festivalplads bliver kamre i filmen pustet op og en ny luftmadras er klar til brug.

Fakta om madrassen

  • Madrassen måler 198 x 65 x 6 cm, og er kompakt og nem at afhente og aflevere.

  • Ifølge Zzz skal en PVC-luftmadras bruges 30,5 gange, hvis den skal være lige så bæredygtig som deres madras.

Om ReUnite…

ReUnite er en ambitiøs, grøn startup-virksomhed, der på få år har sat et mærkbart præg på flere store danske festivaler med en kompromisløs og logisk tilgang til genbrug. De har deltaget på Jelling Musikfestival siden 2022 – og for hvert år vokser samarbejdet.

 

Om Zzz…

Den hollandske virksomhed Zzz har siden 2017 arbejdet på en cirkulær luftmadras, der gør det op med slatne PVC-versioner, som desværre alt for ofte bliver efterladt på festivaler. Deres mission lykkedes i 2023, hvor flere tusinde madrasser blev udlejet på store hollandske festivaler. Kun 1,7 procent af lejerne havde brug for service på madrassen under festivalerne.

Fællesskabet er allerede igang - vær med her