Sænk skuldrene, løft blikket og tag del i fællesskabsfesten 🪩
En hiphop-pioner, en pop-poet og et elsket r’n’b-ikon flytter ind på årets festivalplakat med energi, eftertænksomhed og masser af hits.
10. februar 2026
Programmet til Jelling Musikfestival 2026 tager endnu mere form, når festivalen i dag præsenterer otte nye stærke navne.
De spænder bredt – fra etablerede hitmagere til prisbelønnede nybrud – og tilsammen tegner de et billede af en festival i støbeskeen, der favner både fest, fordybelse og musikalsk mangfoldighed.
En af dansk raps mest betydningsfulde skikkelser indtager igen Jelling. Benny Jamz har med hiphop-kollektiverne B.O.C., MOLO og sin solokarriere flyttet grænserne for dansk hiphop med eksperimenterende produktioner og markante hits som ’Reposado’ og ’Chicagenhagen’. Hans liveoptrædener er altid garant for tårnhøj energi og kompromisløs flow-kvalitet.
Guldimund mestrer den sjældne disciplin at forvandle hverdagens store og små følelser til nærværende poesi i pop-indpakning – senest med provinsopvækst-oden ’Vil Du Noget?’ med Saveus. Med stærke fortællinger og et sublimt band, der løfter Guldimunds rørende, intense univers, har han erobret den danske musikscene med sit enestående udtryk – og i 2026 står han igen i Jelling.
En af Danmarks mest elskede r’n’b- og popartister vender tilbage med fornyet styrke. Efter udsolgte koncerter og massiv publikumsopbakning fortsætter Joey Moe sin musikalske rejse med nye ambitioner og stærke liveshows med både nostalgi og nærvær i centrum.
Den nye stjerne i dansk pop tager sin ærlige, stærke og humoristiske sangskrivning med tilbage til Jelling. Efter gennembruddet med ’Marianne og Henrik’ og senest debutalbummet ’Månelanding’ har Sofie1998 for alvor markeret sig som en artist, der både berører og begejstrer live.

AySay bygger bro mellem anatolsk tradition, nordisk elektronika og psykedeliske lydlandskaber. Med Luna Ersahins karakteristiske vokal og trioens varme, organiske udtryk skaber bandet intense, drømmende liveoplevelser, der har gjort dem til et internationalt anerkendt navn. Jelling kan se frem til en farverig og grænseløs koncertoplevelse.
Festgaranterne fra Specktors vender tilbage med deres karakteristiske miks af rap, elektronisk energi og uforudsigelige bangers. Efter hits som ’Unz Unz’ og ’Lågsus’ og utallige legendariske festivalshows er de klar til igen at indhylle Jelling i rave, kaos og klubstemning.
Med milliarder af streams og klubklassikere som ’Stamp On The Ground’ og ’Summer Air’ er ItaloBrothers synonym med høj energi og store fester. Den tyske gruppe (med adresse i Vejle) bringer et nyt live setup og deres ikoniske tempo til Jelling – klar til at få hele festivalpladsen på fødderne.
Det kultdyrkede rockband Rock Hard Power Spray fra Odense er tilbage efter en årrække i stilhed – og de lover ingen tilbageholdenhed. Den kompromisløse energi, de i sin tid blev kendt for verden over, er uformindsket og i 2026 bringer de deres rå guitarriffs, fart og svedige rockøjeblikke til Jelling.
De otte nye navne til Jelling Musikfestival 2026 slutter sig til en plakat, der i forvejen tæller Calvin Harris, Rick Astley, APHACA, Medina, Benjamin Hav & Familien og et væld af andre artister.
Billetsalget er i fuld gang – priserne stiger til marts.